JANNIK

Jeg lærte Lasse at kende som 13 årig.

 

Vi blev naboer, da familien flyttede fra Glostrup til Albertslund, og fra første øjeblik hang vi sammen som ærtehalm. Dengang gik vi til Basketball og voksede sammen fra barndommen ind i teenagealderen, med alt hvad dertil hører af eksistentiel teenageangst, alkohol og vilde fester, hvor der blev prøvet grænser af. I teenageårene gik vi på gymnasium sammen i en klasse, hvor vi begge den dag i dag har nogle af vores tætteste venner. Efterfølgende vidste hverken Lasse eller jeg hvad vi ville, og derfor tog vi en et-årig HH, mens vi tænkte os om – og festede videre, som unge nu gør. 

 

Efterfølgende søgte Lasse ind på Lærerseminariet og jeg på CBS. Vores veje skiltes her for første gang, siden vi blev naboer som børn. Der skulle dog ikke gå lang tid, før jeg befandt mig i en situation uden tag over hovedet, hvorfor jeg så naturligvis, flyttede ind i en lejlighed i nordvest, som Lasse lejede hos AAB. Det var også her, jeg stiftede bekendtskab med Lasses kone Ina. 

 

Lasse er, ud over min kone, mine børn og mine forældre, det menneske i verden, som jeg har delt flest betydningsfulde oplevelser med. Store dele af min identitet er bygget op omkring interesser, idealer og værdier, som Lasse og jeg har tilfælles over oplevelser, vi har haft sammen og over snakke, dialoger og drøftelser, som har strukket sig over 20 år.   

 

I 2007 beder Lasse og Ina mig om at være gudfar til deres første barn Karlo. Selvom de ikke gennemgår en normal dåb men laver en navngivningsfest i stedet, så er der ikke tvivl om, at rollen, som de ønsker, jeg skal varetage, minder om den, man traditionelt ser, ligger hos gudforældrene. Jeg havde ikke selv børn på det tidspunkt, da jeg bestemt mente, at jeg ikke var parat. Dengang så jeg på rollen som gudfar med alvor. Især den del med, at det er gudforældrenes - mit ansvar at se, at Karlo kommer godt igennem livet, hvis nu uheldet skulle være ude. Denne del gav anledning til en del tunge tanker.  

For hvordan skulle jeg, der ikke følte mig parat til selv at få børn, kunne varetage ansvaret for andres, hvis nu uheldet skulle være ude? 

Jeg kan tydeligt huske, at jeg bevidst slog ansvaret hen, og i stedet fokuserede på den ære, der lå i rollen som gudfar og var stolt over den tillid som Ina og Lasse havde til mig. 

Der sker jo alligevel ikke noget, der gør, at jeg behøver tage dette store ansvar på mig. 

 

Men det gjorde der. 

Nogle gange, så vender livet bare 180 grader, giver dig en mavepuster og stikker af i en retning, som du for det første ikke havde set komme, og som du for det andet,overhovedet ikke er enig i. 

Det er præcis sådan jeg har det nu, og sådan har jeg haft det siden Lasse fik stillet diagnosen. 

 

Ord som ”uretfærdigt” og ”fortjener bedre” trænger sig på hver gang jeg tænker på Lasse og hans families situation. Men de (ordene) er ligegyldige, for de gør ikke en forskel, og de tankeretninger, som ordene medfører, er ikke altid så konstruktive. 

 

Det, der gør en forskel i Lasses og familiens situation, er, at vi - alle deres venner og bekendte støtter op omkring dem med vores kærlighed og nærvær og ikke mindst med donationer af penge, der kan gøre familiens til stadighed sværere kamp bare en lille smule lettere. 

 

Derfor er vi nogle stykker, der har taget initiativ til at oprette denne side, og tilhørende indsamling. 

 

Du kan donere og læse mere om hvad indsamlingen går til, ved at trykke på linket herunder.

 

Kærlig hilsen, Jannik