"Først gik verden i stå. Tanken om at mine børn skulle vokse op uden mig, var simpelthen lammende. Men så gik jeg i gang med at undersøge mine muligheder. ALS er faktisk ikke en diagnose - det er en betegnelse, der bruges, når andre ting er udelukket. Så jeg håber på et mirakel. Jeg har brug for et mirakel. Jeg vil passe på mine børn, det SKAL lykkes. Det er simpelthen ikke en mulighed at give op - så vi klynger os til de sidste græsstrå."

 
Opslag fra Lasse på Facebook, april 2015:

 

"Kære venner, 
jeg hører til den mere blufærdige af slagsen, når det gælder Facebook og personlige beretninger af mere betydelig karakter. Ikke desto mindre kaster jeg mig nu ud i det af flere forskellige årsager.


En del af jer ved det allerede, og resten af jer kan læse det nu her. 
I sidste uge fik jeg stillet den diagnose, som lægerne allerede et stykke tid har haft luftet for mig, som en mulig diagnose, undervejs i mine undersøgelser. Jeg lider af ALS. 

Det er noget værre pis, hvis nu jeg skal sige tingene, som de er, men det hjælper ikke stort.


Jeg har igennem det sidste halve år oplevet, hvordan min krop føltes svækket, men aldrig i livet havde jeg drømt om, at alvoren skulle være så massiv. I forvejen står vi overfor en kæmpe udfordring af den mere glædelige slags, da Ina venter vores barn nr. 4 med termin i start maj. (Det har jeg vist i øvrigt heller ikke fået fortalt. Apropos blufærdig!) Men pludselig er det enormt svært at holde fokus på det, og der har været brugt dage i fosterstilling i sengen med hovedet fyldt op af sorte tanker.


Lægerne har været flinke men kan ikke tilbyde den store hjælp, da en behandling for ALS ikke findes. Men jeg har fået tilbudt nogle piller, som kan forlænge tiden, hvor jeg kan trække vejret selv. Og så er der i øvrigt en masse forskellige hjælpemidler man kan få, når den tid kommer, hvor det bliver et behov.
Det er nogle stenede meldinger man pludselig skal forholde sig til og sådan har der været mange underlige oplevelser på det seneste, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle have berøring med. 


Men jeg kan stadig stå og jeg kan stadig gå og jeg har da også en klar forventning om, at jeg skal kunne løfte vores lille ny dreng op i mine arme, når han kommer til verden i næste måned. 
Og med den klarhed i mine tanker, som kom efter uger med gråd og angst, er jeg nu også begyndt at strikke mit eget program sammen for min egen behandling. En behandling, som jeg har sat som mål, skal gøre mig rask. 
Og som en del af den behandling skriver jeg nu dette lange opslag herinde. For at vise overfor mig selv, at jeg tør skilte med mine mål, drømme og tanker uden frygt for, hvad andre skal tænke eller sige om dette, hvilket ellers ofte har hæmmet mig.


Derudover har jeg lagt min kost radikalt om, træner og mediterer dagligt, går til psykolog og myoreflexterapi samt er påbegyndt en neuro-imun selvhealing, som kronen på værket, der i sidste ende skal skabe miraklet. 
Men der er lang vej endnu og stadig dage, som er præget af angst og håbløshed. Mange af jer skriver velmenende beskeder eller ringer. Nogle gange besvarer jeg dem, andre gange er energien eller humøret ikke til det. Men jeg sætter pris på dem og al den hjælp, der i øvrigt er strømmet til mig og min familie.


Det er også en øvelse for mig at sige til og fra og spørge om hjælp, men sikkert også endnu en ting, der i sidste ende vil være med til at styrke mig personligt i min kamp. Og der skulle nok være rig mulighed for træning, for hjælp og støtte er der masser af brug for, ikke mindst når familieforøgelsen er en realitet. Så forvent opråb eller nødråb, enten herinde eller på anden vis. 


God påske til jer alle og tak for tiden, I tog jer til at læse dette. 


Lasse

 

Ps. Man må godt trykke "Synes godt om", selvom man synes ,at selve det med sygdommen er noget lort."

 

Lasses ord

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now