
Behandlinger som Lasse håber på at kunne spare sammen til:
Stamcellebehandling
Bl.a. i Israel og USA eksperimenteres der med stamcellebehandlinger på ALS patienter, hvoraf man kan påvise dokumenterede forbedringer. I Danmark er det muligt at få stamcellebehandlinger, men kun hvis man har en
sygdom, hvor det er videnskabeligt bevist, at det har en langsigtet effekt. Derfor vælger nogle danske ALS patienter at betale et sted mellem 300-700.000 kr. for at tage til udlandet og blive behandlet.
Fækaltransplantation i England
Flere undersøgelser viser, at der kan være en sammenhæng mellem tarmfloraen og udvikling af Alzheimers, Parkinson og ALS.
I forskellige sammenhænge har Lasse fået at vide, at han kan have det, der kaldes for Leaking Gut Syndrome. I nogle tilfælde kan dette afhjælpes ved at ændre sin kost - hvilket Lasse allerede har gjort. I andre tilfælde kan man få lavet en fækal transplantation, der dog laves herhjemme som et indgreb mod tarmsygdomme og ikke som behandling mod ALS, da der ikke foreligger beviser for dets effekt. Indgrebet kan blive gennemført i England for ca. 50.000 kr.
B12 vitamin
Flere studier indikerer, at en høj dosis af B12 vitamin kan forlænge livet for ALS patienter med op til 600 dage. Studierne er fremlagt for de danske læger, der mener, at studiernes resultater ikke er stærke nok. Derfor kan denne behandling ikke ordineres af det danske sundhedsvæsen. Dette er ikke særlig dyrt, men da Lasse ikke kan få det ordineret her, må han tage til Tyskland for at få det.
GM604
Det amerikanske firma, Genervon, har en medicin, de kalder GM604. Der er endnu ikke lavet et 3. fase studie af medicinen, hvorfor Food and Drug Administration i USA ikke vil godkende medicinen. Genervons egne forsøg peger dog på ,at medicinen bremser sygdommen og i flere tilfælde har patienter oplevet forbedringer af deres tilstand. Patienter i Syd Afrika, Australien, Canada og Italien har fået godkendt medicinen.
Derfor har vi nu forsøgt at få medicinen godkendt her i Danmark til Lasse og to andre patienter. Det har været en lang proces, og det endte faktisk med, at den danske lægemiddelstyrelse godkendte medicinen til en enkelt patient. Men regionen vil ikke betale for medicinen. Vi er i gang med at undersøge, om Lasse selv kan få lov at betale for medicinen, men det kræver regionens godkendelse. En dosis pr. patient koster 92.000 dollars.
Udover ovenstående behandlinger har Lasse daglige udgifter til:
-
Alternative behandlinger som akupunktur, healing og myorefleksterapi
-
Psykolog
-
Homøopatiske lægemidler - som giver kroppen energi, holder den i balance og medvirker til at lindre smerter og modvirker træthed
-
Kosttilskud (Omega 3, Q10, Magnesium, B Vitamin complex, Lacti plus, C vitamin, NaDH Rapid energy, NaDH constant Turmeric, Barium, Jodatum Omni Biotic metabolic, Sanuvis, Phosporlipon, CBD (Cannabis), THC (Cannabis), Taraxacum, Sulfur, Nux Vomica, Mucokehl, Citrokehl, Rocky Mountain liquid Karboid water, Galactose, Alkala N, Ribose, Kreatin, Protein, og Coconut oil.